Information til medarbejdere, ledere og bestyrelsesmedlemmer i tilbuddet

Socialtilsynet indsamler oplysninger om dig

I forbindelse med tilsynet har tilbuddet, efter anmodning fra Socialtilsyn Hovedstaden, pligt til at give oplysninger om tilbuddet, der er nødvendige for udførelsen af tilsynet. Det kan eksempelvis være oplysninger om medarbejdere og ledere i tilbuddet og bestyrelsesmedlemmer, hvis der er tale om et privat tilbud.  I den sammenhæng kan Socialtilsyn Hovedstaden blandt andet få indsigt i dit navn, din fødselsdato, oplysninger om dit ansættelsesforhold, din uddannelsesmæssige baggrund samt straffemæssige forhold. 

De oplysninger, Socialtilsyn Hovedstaden indsamler, bruger vi til at vurdere, om tilbuddet har den fornødne kvalitet, og om personalegruppen samlet set har de fornødne kompetencer i forhold til målgruppen. Efter tilsynsbesøget udarbejder vi en tilsynsrapport, som bliver sendt til tilbuddet. De personlige oplysninger, vi har indsamlet om dig, vil ikke fremgå i tilsynsrapporten. Men de vil blive behandlet og registreret i Socialtilsyn Hovedstadens IT-systemer.

Tilbuddets pligt til at give Socialtilsyn Hovedstadens oplysninger om dig i forbindelse med tilsynsbesøget følger af § 12, stk. 2 i lov om socialtilsyn

De oplysninger, vi indsamler om dig, slettes i overensstemmelse med de anbefalede slettefrister i kommunernes emnesystematik, KLE.

Retten til indsigt

Fordi Socialtilsyn Hovedstaden indsamler oplysninger om dig, har du ret til:
• at bede Socialtilsyn Hovedstaden om at få indsigt i de personfølsomme oplysninger, vi har registreret om dig
• at få udleveret en liste over kategorierne af de personfølsomme oplysninger, du på et tidspunkt har oplyst til Socialtilsyn Hovedstaden

Hvis du gerne vil have indsigt i de oplysninger, Socialtilsyn Hovedstaden har registreret om dig, kan du kontakte os via kontaktoplysningerne på denne side