Sådan søger I om ændring eller dispensation
Læs om, hvordan I ansøger om godkendelse af ændringer eller dispensation fra jeres godkendelsesramme, og om hvordan Socialtilsyn Hovedstaden behandler jeres ansøgning. Find information om anvendelse af akutbestemmelsen
Plejefamilier skal have socialtilsynets godkendelse, før de foretager ændringer i plejefamilien, som har en væsentlig karakter. En væsentlig ændring af godkendelsen kan fx være ændringer af plejefamiliens målgruppe, en udvidelse af antallet af pladser i plejefamilien eller ændringer i familiens forhold såsom skilsmisse, flytning eller alvorlig sygdom.
Socialtilsynet kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om at dispensere fra en plejefamilies godkendelsesramme på nærmere fastsatte vilkår.
Derudover kan kommuner i særlige akutte situationer anvende ikke-godkendte plejefamilier efter akutbestemmelsen.
Læs om, hvornår de forskellige regler finder anvendelse og hvordan I ansøger.
Vejledning til plejefamilier: Sådan søger I om ændringer og dispensation
Hvis I som plejefamilie påtænker at foretage ændringer af jeres godkendelsesramme, som har en væsentlig karakter, skal I ansøge om socialtilsynets godkendelse af ændringen.
Som hovedregel er der tale om en væsentlig ændring af godkendelsesrammen, hvis:
I vil flytte
I ønsker at udvide antallet af pladser
I ønsker at ændre plejefamilietype
I skal skilles
Der er opstået alvorlig sygdom i plejefamilien
I må ikke indskrive børn eller unge, som falder uden for jeres hidtidige godkendelsesramme, før socialtilsynet har godkendt ændringen.
Som plejefamilie skal I af egen drift oplyse om væsentlige ændringer, jf. lov om socialtilsyn § 12, stk. 2, nr.1.
Sådan ansøger I
I skal sende jeres ansøgning til Socialtilsyn Hovedstaden via denne digitale selvbetjeningsløsning:
Ansøg om godkendelse af en væsentlig ændring
Skemaet tilgås ved at logge ind med MitID. Når I har udfyldt skemaet, skal I underskrive det med MitID.
Selvom I er to plejeforældre, er det kun den ene af jer, der skal udfylde og underskrive skemaet. Vi anbefaler, at I udfylder skemaet sammen.
I kan læse om Socialtilsyn Hovedstadens behandling af jeres oplysninger i vores privatlivspolitik.
Sagsbehandlingstid
Socialtilsyn Hovedstadens sagsbehandlingstid på behandling af ansøgninger om godkendelse af væsentlige ændringer er op til tre måneder. I 2026 kan der dog på grund af ekstraordinær travlhed forekomme forlænget sagsbehandlingstid på behandling af ansøgninger.
Socialtilsynet kan efter anmodning fra jer som plejefamilie træffe afgørelse om, at jeres godkendelsesramme kan fraviges på bestemte betingelser eller inden for en bestemt periode.
Vi gør opmærksom på, at en ansøgning om dispensation skal være behandlet af socialtilsynet, inden barnet eller den unge kan anbringes, hvis det drejer sig om indskrivning.
I skal sende jeres ansøgning om dispensation via denne selvbetjeningsløsning:
Skemaet tilgås ved at logge ind med MitID. Når skemaet er udfyldt, skal det underskrives med MitID. Selvom I er to plejeforældre, er det kun den ene af jer, der skal udfylde og underskrive skemaet. Vi anbefaler, at I udfylder skemaet sammen.
Ikke godkendte plejefamilier kan efter akutbestemmelsen (barnets lov § 12, stk. 3) indgå i den kommunale forsyning, hvis der er akut behov for at placere et barn eller en ung, og der ikke kan findes en egnet godkendt plejefamilie.
Akutbestemmelsen kan kun anvendes til at anbringe børn i en plejefamilie, som ikke allerede er godkendt af socialtilsynet.
Kommuner skal orientere socialtilsynet straks, hvis kommunen anvender en plejefamilie, der ikke er godkendt af socialtilsynet.
Hvis kommunen ønsker at anvende plejefamilien i yderligere tre uger – dvs. ud over de tre uger, det er muligt ifølge akutbestemmelsen – skal dette godkendes af socialtilsynet.
Kontakt Socialtilsyn Hovedstaden ved at sende en mail til vores hovedpostkasse.