Gå til hovedindhold

Nyhedsbrev om årsrapport 2025 til private tilbud

Socialtilsyn Hovedstaden ønsker med dette nyhedsbrev at erindre private tilbud om deres pligt til at indberette årsrapportnøgletal rettidigt.

9. mar. 2026

Indhold

    Indberetning af årsrapport 2025 og indsendelse af revideret regnskab 2025

    Alle tilbud skal udarbejde årsrapport 2025 (nøgletal), som skal indberettes på Tilbudsportalen under fanen ”Årsrapporter” jf. § 14 i bekendtgørelse om socialtilsyn. For private tilbud er fristen for indberetning senest den 1. juli 2026 

    Private tilbud skal derudover indsende revideret årsregnskab med revisionspåtegning samt revisionsprotokollat og bilag 1 umiddelbart efter revisionens afslutning, jf. §§ 17-18 i socialtilsynsloven. For tilbud, der indgår i en koncern eller koncernlignende konstruktion, indsendes desuden koncernnote. Indsendelsen skal ske til Socialtilsyn Hovedstadens hovedmailadresse (socialtilsyn@frederiksberg.dk).

    Revideret årsregnskab 2025

    Det anbefales, at tilbuddets årsregnskab 2025 indeholder en nøgletalsoversigt, som er identisk med de indberettede nøgletal i årsrapport 2025 på Tilbudsportalen. Det bør kunne udledes af årsregnskabet, hvorledes nøgletallene er fremkommet. Se Informationsbrev til tilbud og revisorer vedr. årsrapport og protokollat. 

    Socialtilsyn Hovedstaden vil gerne opfordre til, at jeres revisor kommenterer på væsentlige afvigelser i protokollatet, samt at revisorer for koncerner og koncernlignende konstruktioner afrapporterer en koncernnote i regnskabet, der kan sammenholdes med koncernnoten i budgettet.

    Årsrapport 2025 på Tilbudsportalen, indberet gerne i separat sag

    Social- og Boligstyrelsens guide til udarbejdelse og indberetning af årsrapport ligger på Tilbudsportalen og kan ses her.

    Tilbudsportalens opsætning medfører, at en indsendt sag kun kan godkendes, hvis alle oplysninger (faner) kan godkendes. Vi anbefaler derfor at indberette årsrapport 2025 i en separat sag på Tilbudsportalen for at undgå unødig lang sagsbehandlingstid.