Gå til hovedindhold

Ændringer i lov om socialtilsyn pr. 1. januar 2026 og nye redskaber i socialtilsynenes tilsynspraksis

Ved årsskiftet træder flere ændringer i lov om socialtilsyn i kraft. Som følge heraf har de fem socialtilsyn i fællesskab udviklet en række nye redskaber, som anvendes i vores tilsynspraksis fremadrettet. På denne side kan du læse mere om lovændringerne og de nye redskaber.

5. jan. 2026

Indhold

    Ændringer i lov om socialtilsyn pr. 1. januar 2026

    Herunder kan I finde en oversigt over de væsentlige lovændringer, som træder i kraft den 1. januar 2026.

    • Temaerne ”Uddannelse og beskæftigelse” og ”Selvstændighed og relationer” udgår fra kvalitetsmodellen.
    • Indikatorerne udgår fra kvalitetsmodellen, og det betyder også, at scorerne fra 1 til 5 udgår.
    • Scorerne erstattes af en binær vurderingsmodel, hvor kvalitetsmodellens kriterier vurderes opfyldt eller ikke-opfyldt. 

    Et tilbud eller en plejefamilie vil som udgangspunkt ikke kunne blive godkendt eller beholde sin godkendelse, hvis socialtilsynet vurderer, at tilbuddet eller plejefamilien ikke opfylder kriterierne inden for alle kvalitetsmodellens temaer, og der vil således skulle træffes afgørelse om afslag på godkendelse eller afgørelse om ophør af godkendelsen. 

    Hvis socialtilsynet vurderer, at tilbuddet eller plejefamilien inden for en kortere periode vil kunne opfylde det eller de ikke-opfyldte kvalitetskriterier, vil socialtilsynet:

    • i forhold til nye tilbud kunne træffe afgørelse om godkendelse med vilkår
    • i forhold til allerede godkendte tilbud kunne træffe afgørelse om skærpet tilsyn og/eller påbud. 

    Socialtilsynene skal som udgangspunkt aflægge uanmeldte tilsynsbesøg. Særlige forhold kan nødvendiggøre, at tilsynsbesøg foretages anmeldt. Det kan fx være, at de rette personer skal være til stede under tilsynsbesøget eller skal være i stand til at deltage i en samtale med socialtilsynet. 

    Socialtilsynet må gerne ringe et par timer før besøget for at meddele sin ankomst, hvis det vurderes helt nødvendigt.

    Kravet om et årligt tilsynsbesøg er ophævet. 

    Fremover kommer socialtilsynet som udgangspunkt på tilsynsbesøg hvert andet år i plejefamilier og hvert tredje år i tilbud. I nogle tilbud og plejefamilier kommer vi hyppigere end hvert andet/tredje år. Vurderingen af behov for hyppigere tilsynsbesøg foretages på baggrund af risikoen for, at der ikke er eller vil være den nødvendige kvalitet i tilbuddet eller plejefamilien. Til dette formål er det fastlagt i loven, at socialtilsynene skal udarbejde en fælles risikomodel med opstilling af relevante risikofaktorer på baggrund af den aktuelt bedste viden om risiko. Læs mere om den fælles risikomodel på siderne herunder. 

    I tilbud med flere afdelinger er der ikke krav om tilsynsbesøg i hver afdeling minimum hvert tredje år. Tidligere skulle socialtilsynet besøge alle afdelinger.

    Fremadrettet må anmeldelse af tilsynsbesøg maksimalt ske med 4 ugers varsel.

    Socialtilsynet må fremadrettet orientere tilbuddet og andre om modtagelse af en henvendelse via whistleblowerordningen, og om hvad det overordnede tema for henvendelsen er. 

    Socialtilsynet skal i hver enkelt situation vurdere, om der som led i tilsynet er behov for at oplyse tilbuddet eller andre om, at der er modtaget en henvendelse til whistleblowerordningen og det overordnede tema for henvendelsen. Socialtilsynets vurdering heraf kan ikke påklages.

    Socialtilsynet ikke må afgive oplysninger, som af tilbuddet eller andre kan henføres til en lille persongruppe eller enkeltpersoner (med mindre der er givet samtykke hertil).

    Der indføres en frist på fem arbejdsdage for, hvornår socialtilsynet skal have behandlet en henvendelse til whistleblowerordningen.

    Der er indført et indtægtsloft på socialtilsynenes indtægter, hvilket reducerer socialtilsynenes økonomi med omkring 25%. 

    Hvis den økonomiske ramme overskrides, kan kommunalbestyrelser anmode om en redegørelse fra de kommunalbestyrelser, der varetager funktionen som socialtilsyn. 

    Socialtilsynet skal ikke længere godkende det særskilt, hvis private tilbud ønsker at foretage større vedligeholdelsesarbejder og forbedringer af ejendom. Godkendelse heraf skal fremover indgå i godkendelsen af tilbuddets budget.

    Centrale redskaber i socialtilsynenes tilsynspraksis

    Herunder kan I finde en oversigt over centrale redskaber i socialtilsynenes tilsynspraksis.

    Socialtilsynene har udviklet en fælles risikomodel, som bruges til at tilrettelægge tilsynsindsatsen hos den enkelte plejefamilie og det enkelte tilbud ud fra en faglig vurdering af risikoen for manglende kvalitet. En højere risikokategorisering af en plejefamilie/et tilbud medfører flere tilsynsaktiviteter. Risikokategoriseringen af et tilbud/en plejefamilie er altså afgørende for, hvor ofte og hvordan der føres tilsyn.

    Den fælles risikomodel er beskrevet i dokumentet herunder. Der er tale om et internt arbejdsredskab. 

    Risikokategorien er baseret på en faglig vurdering og kan ikke påklages. 

     Læs mere om den fælles risikomodel her.

    Socialtilsynene skal anvende en kvalitetsmodel med fem temaer til vurdering af, om tilbuddene og plejefamilierne har den fornødne kvalitet. Kvalitetsmodelen er lovbestemt, og der findes to versioner af kvalitetsmodellen. 

    Find kvalitetsmodel for plejefamilier i bekendtgørelse om socialtilsyn her. 

    Find kvalitetsmodel for tilbud i bekendtgørelse om socialtilsyn her. 

    Kvalitetsmodellen er således en ramme, der understøtter det tilsynsfaglige skøn, som altid skal indgå i den konkrete vurdering af kvaliteten i det enkelte tilbud eller den enkelte plejefamilie. 

    Socialtilsynene har i fællesskab udviklet en vejledning til kvalitetsmodellen, som fremgår herunder. 

    Se vejledning til anvendelse af Kvalitetsmodel for plejefamilier

    Se vejledning til anvendelse af Kvalitetsmodel for tilbud

     

    Socialtilsynene har udviklet et fælles format for afrapportering fra tilsynsbesøg. 

    Afrapporteringen indeholder socialtilsynets vurdering af, om tilbuddet har den fornødne kvalitet eller ej. For hvert enkelt kriterierum angives det, om tilbuddet opfylder kriteriet eller ej.

    Afrapporteringen indeholder ikke oplysninger om de faktuelle omstændigheder i tilbuddet og begrundelser for socialtilsynets faglige vurderinger. 

    Læs mere om socialtilsynenes praksis for afrapportering

    Afrapporteringsskabelonen kan findes herunder. 

    Se socialtilsynenes afrapporteringsskabelon til det driftsorienterede tilsyn for tilbud

    Se socialtilsynenes afrapporteringsskabelon til godkendelse af tilbud

    Se socialtilsynenes afrapporteringsskabelon til det driftsorienterede tilsyn for plejefamilier

    Se socialtilsynenes afrapporteringsskabelon til godkendelse af plejefamilier